Kropsbehandling

Kropsbehandling er en essentiel del af behandlingen af stramt tungebånd.
Man bør aldrig få foretaget et klip af tungebåndet uden også at planlægge et forløb med kropsbehandling, da spændinger kan påvirke både kvaliteten af klippet og helingen bagefter.

Kropsbehandling er vigtigt ved klip af stramt tungebånd

Hvorfor er kropsbehandling så vigtigt?

Det er vigtigt at få løsnet hele kroppen godt op, så der ikke er spændinger – både før og efter klip af tungebåndet.

Før klippet:

Det er både vigtigt for, at lægen eller tandlægen kan få de bedste betingelser for at lave et godt klip, da spændinger kan gøre det svært at lave et fuldstændigt klip, men også i forhold til at mindske smerte og hævelse efter klippet.

Spændinger i kroppen kan også gøre, at såret vokser skævt eller for hurtigt sammen bagefter.

Det anbefales, at helt små babyer får kropsbehandling minimum nogle gange før et klip, mens større børn og voksne ofte kræver et længere forløb.

Det er en fordel, at den seneste behandling ligger så tæt på klippet som muligt.

Efter klippet:

Når tungebåndet bliver klippet, kommer musklerne i hele kroppen til at arbejde anderledes. Tungebåndet er nemlig en del af det finmaskede net af bindevæv, der findes overalt i kroppen.

Bindevævet er elastisk, og det betyder, at hvis du trækker lidt i den ene ende – som du vil gøre, når du bruger tungen, hvis tungebåndet er stramt – trækker det skævt i den anden ende af kroppen.

Derfor kan du opleve, at det ikke kun er musklerne i og omkring tungen, der bliver ømme efter indgrebet.

Spændinger kan komme fra den ene dag til den anden, og kan særligt komme i forbindelse med, at der laves aftercare, ved tandfrembrud, sygdom, ved store omvæltninger, chok eller udviklingsspring.

Det er godt at få kropsbehandling umiddelbart efter klippet, og ikke senere end en uge efter.

Hvor meget behandling er nødvendigt?

Kropsbehandling være nødvendigt længe efter klippet, og kan også komme igen, selvom man har haft en periode uden spændinger.

Det er derfor individuelt, hvor længe, man har brug for at fortsætte med behandlingerne efter et klip.

Som udgangspunkt har større børn og voksne behov for mere end helt små babyer, da de har gået med problemerne i længere tid, og kroppen derfor har lært sig selv at kompensere for smerter og spændinger.

Hovedreglen er “jo længere behandlingsforløb, jo bedre”. Som udgangspunkt er det en god idé at starte 1-2 måneder før klippet og blive ved i minimum de uger, man laver aftercare (op til 6 uger efter).

Det kan være en god idé at få behandling med cirka en uges interval i ugerne efter klippet. Senere kan man øge intervallet eller få behandling ved behov, sygdom, tandfrembrud, tilbagefald og så videre.

Godt at vide, inden du vælger din behandler:

Det kan være svært at vide, hvilken slags kropsbehandler, man skal vælge.

Nogle får mest ud af at tage til en kiropraktor, mens andre får mere ud af de blidere behandlinger hos en osteopat eller ved kraniosakral terapi.

Nogle har god effekt ved en behandler, mens andre måske slet ikke mærker effekt ved samme behandler.

Der er desværre ikke meget andet at gøre, end at prøve sig frem, men du får her nogle ord at gå ud fra:

Osteopat: De fleste danske osteopater har en uddannelse som fysioterapeut bag sig, og har herefter taget overbygningen til osteopat. En osteopat behandler alt væv i kroppen – knogler, led, muskler, nerver og organer – ved hjælp af blid massage og akupressurtryk.
Det er en helhedsorienteret behandling, hvor behandleren prøver at genskabe balancen i hele kroppen. Du kan derfor opleve at få masseret dine ribben, selvom din smerte umiddelbart sidder i nakken.
Der gives tilskud til behandling gennem de fleste sygeforsikringer.

Kiropraktor: En kiropraktor vil med tryk og massage forsøge at løsne spændte eller låste muskler og led. Særligt kendetegnende for kiropraktik er den manipulationsteknik, som kun må anvendes af kiropraktorer – den der får leddene til at “knække”. Behandlingen til børn er dog betydeligt mere skånsom, og har mere karakter af blid massage og motoriske øvelser.
Der gives tilskud til behandling gennem de fleste sygeforsikringer.

Kranio Sakral Terapi (KST): Er en alternativ behandlingsform, og er den blideste af de tre. Denne behandlingsform er god til at løsne spændinger i munden, omkring tungebenet og i nakken. Ved hjælp af lette tryk, søger behandleren at bringe balance i centralnervesystemet og i kroppen som helhed.
Der gives ikke tilskud til denne behandlingsform.

Det kan være en rigtig god idé at gå til flere behandlere på samme tid og at blande behandlingsformerne, da de hver især kan noget forskelligt. Erfaringsmæssigt giver det et godt resultat.

Du kan spørge efter erfaring med behandlere, som andre har haft positive oplevelser med, i denne facebookgruppe: Foreningen for Mundmotoriske Problemer (FOMP)s Gratis Gruppe